70
kende Vogndøren og hjalp en pelshyllet Dame ud. Ludvig hørte hende sige ind i Vognen:
— Vous ne sortez pas, baron? og det korte Svar:
— Non, je reste ici.
Damen smed sin Muffe hen til Tjeneren, løsnede et Par Hægter i sin Pels og betraadte Jorden. Det knirkede under hendes spidse, høje Hæle, mens Pelsens Silke peb og knitrede. Hvor svulmede Barmen højt under Silken! Hun blev staaende, fejede det meget lange Slør til Side og fæstede et Par meget mørke, milde Øjne paa Gruppen ved Bænken. Nu røg Mesterlektianeren op og satte Huen ved sit Laar ligesom Mølleren.
Aldrig havde han set, syntes han, noget saa bedaarende dejligt. Aldrig havde han set saa fin, saa skær en Rødme, som den paa Damens fyldige Kind, aldrig saa henrivende en Bue af fine sorte Bryn. Han anede jo ikke, at der var Karmin og Tusch til i Verden.
En Slags Baret sad og vuggede sig paa det højt opsatte, pudrede Haar, der genkaldte ham et Kobberstik af Marie Antoinette, Dronning af Frankrig og Navarra, der hang i hans Konrektors Stue.
Den store Dreng var ved at synke i Knæ.
Om Venus havde aabenbaret sig for ham — hun kunde ikke have set anderledes ud — og denne Dame var endnu skønnere, om end næppe magrere end den Dame i Basrelieffet, han en Gang
