74
Et lystigt Glimt satte Liv i Baronens Øjne.
— Kør lidt frem, Jesper, beordrede han Kusken.
— Hør, han der, unge Menneske! sagde han og vinkede ad Ludvig.
Ludvig blev siddende, blodrød og dirrende. Han havde Lyst til at gentage Rousseaus Ord, og det paa Fransk, men Citatet klæbede fast i Struben.
Baronen smilede og sagde ved sig selv:
— Ja saa? Jeg skal vel være moderne, bør være det. Saa sagde han meget højt:
— Et Par Ord med Dem, Monsieur Louis Masmann.
Ludvig Masmann blev end rødere end før. Han vidste vel, at Tiltaleordet De begyndte at faa Indgang i finere Kredse. Han fôr op og hen til Karrossen. Han kunde have kysset Baronens Bjørneskindshandske.
Den lille Mette saâ ned for sig som en lille Kalv, der lige er sprunget ind i Lyset og Livet. Hendes Ben med de sorte Hoser dinglede under Bænken. Hun faldt snart i Søvn.
Baron Urne maalte den unge Karl i Hvergarnsskødetrøjen, nikkede, som om han vilde sige, at det var en køn Dreng.
— Monsieur Louis har endnu ikke deponeret? spurgte han bestandig med et lille Smil i det nærsynede Øje.
Nej … men til næste Efteraar … tænker
