93
Huller siddende i sin store, læderbetrukne Lænestol, den samme, der i Kirkens Sakristi fungerede som Skriftestol, med en Pige liggende over sine Knæ med opsmøget Undertøj og med en Legemsdel, som man sjælden ser blottet, skinnende hvid og fyldig ud i Stuen.
Magisteren svang Riset og slog, men dog ikke med grum Voldsomhed, snarere antydende end udførende Slaget, idet han lod Riset taktfast akkompagnere hans i langsom Rytme højt frem stødte Ord i det for et Barn ikke let forstaalige Skriftsted: „Thi efterdi Hed—ningerne, som ikke have Lov—en, gøre af Naturen nogle — af Lovens Ger—ninger, da ere de — dog de ikke have Loven — dem selv en Lov, — hvilke vise Lovens — Gerninger skrevne — i deres Hjerter — idet (Puh!) — idet deres Samvittigheder vidne med — og — og Tankerne anklage — (Puh!) eller og forsvare sig iblandt hverandre!“ Det skal kunnes, og det verbotenus.
Abelone havde faaet Ludvig til at give Plads for sig, da Citatet nærmede sig til Slutningen, og Magisteren blev mere og mere kortaandet. Hun hviskede til Ludvig:
— Nej, det er lige godt ikke Møllermette, det ka’ jeg tydelig se, nåar jeg kommer til. Men han, Laadvi’, han har jo kuns set hende i Ansigtet, men da hendes Moder var død, og hun var lille, har jeg mange Gange gjort ved hende, hvad Magisteren nu gør ved Smedens bøvede Nille …
