94
Se, nu sætter Nille af, nu kan da ethvert Menneske i Verden se, at det ikke er Mette, men Nille … Se, nu kan han komme hid, Laadvi’.
Den tykke, halvvoksne Pige gik hylende fra Præstens Skød til det Hul, hun havde efterladt i Rækken paa den ene Langbænk.
— Lad mig nu komme til … Næ—j, se, han Laadvi’ — nej, det er sandt, han kan jo ikke se tværs igennem mig, nej, Gu’ kan han da ej — men der sidder Møllermette lige ved Siden af Smedenille. Hun græder, som hun var pisket ligesom den anden. Hun har lige godt ogsaa faaet Hug, for det var hende, der hven først. Og det har været for sin Psalme … Se, hvor hun spytter paa Fingrene for at samle Haartotterne, som Huggene sagtens har speget. Herre Gud, det lille Skidt! Men det er rigtigt nok, hvad jeg siger. For Skolemesteren har immer sagt, at hun var tungnem til at lære, hvad der gik paa Rim. Se, nu snyder Jordemoderens Tøs sin Næse. Hun har ogsaa faaet Ris. Det er ogsaa noget halvtosset Skidt, saadan nogle Vers. De er saa liderlig svære at faa ind i Hovedet, men ligger de først fast der, saa kommer de aldrig ud igjen. Nu er’ed mange Aar siden, jeg gik op og læse, men naarenstid jeg om Aftningen gaar i Seng med tørre Mavekneb og ikke kan falde i Søvn, saa er det ligesom en Oldenborre brum lede om mine Øren og stadig brumlede en Psalme, som jeg fik Hug for af den
