95
gamle Præst, der var her førend Magisteren, og den Oldenborre, han brumler alstillens:
Gik altid Kongen som en Rad
i bare Magt og Vælde han
mægted ej det mindste Blad
at sætte paa en Neide.
og saa tænker jeg: Skidt! saa kan en anden En være lige saa god som saadan en Rad. Men jeg sover lige godt ikke. Der er Troldskab over Vers; allenfals for dem, der er født i Bundestand. Naar den kloge Kone, Boél Per Sadelmagers, læser Utingen eller Fnat ud af Folks Krop, saa læser hun ogsaa altid Vers … Kys mig en Gang, Laadvi’! Saa skal han faa et Stykke brunt Sukker. Gider han ikke? … Ja, han bliver modig og for nemme. Og en anden En? … Hiane dog! (Abelone græd) … Pst, pst! Nu er Magisteren ved at rejse sig og velsigne Konfirmanderne. Han er dog en medlidende Mand. Han slaar dog helt blidt og vemodig … kan kan huske Langfredag i gamle Dage? … Men nu kommer vi til at humme vos, for nu har Magisteren fat i Stolens Sidetøj.
Husets Søn og Bestyrerinden løb uvilkaarlig bort fra Døren. Magister Sextus Masmann var længe om at faa sit Korpus rejst.
Drenges og Tøses Træsko klaprede mod Gangens Murstensfliser. De fløj ind over Kirkegaarden som Fugle, naar Buret aabnes. Præsten skred
