Side:Gamle billeder.djvu/100

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

96

langsomt med store Bøger under Armen gennem den lave, lange, hvidkalkede Sal med Kønrøgssokkelen under de store, nedludende umalede Loftsbjælker, ind i sit Kammers, inderlig overbevist om, at han hverken havde sparet Tugt eller Herrens Formaning paa sit Sogns Drenge og Tøse, der snart skulde bekræfte deres Pagt i Daaben, forinden hvilken han alt i deres spæde Alder havde eksorciseret Mørkets lede Fyrste ud af deres Kroppe. Mens han gik gennem Gangen, bad han med foldede Hænder en varm Bøn om, at Kraftens Aand maatte dale ned over ham fra det Høje, saa længe han levede og beklædte sit hellige Embede, Gud til Ære, sig selv og sit Hus til Gavn og Menigheden til Opbyggelse. — Og Magisterens kuglede Øjne var fulde af Taarer.

— Hvor lider mon min førstefødte Søn? Jeg takker Herren, fordi han gennem mine Ord paa sin enbaarnes Geburtsdag slog min Ludvig med contritione cordis[1] Thi han har siddet ærbart og stille og læst de hellige Ord sammen med de gode gamle romerske og græske Skribenter, der ved vise Tanker gødede Hedningernes Jord, saa at vor Herres hellige Evangelium kunde spire og fange Vækst ved hans Naade i de Tider, da Paulus plan tede, og Apollos våndede. 1 Kor. 3, 6.

Da Magister Masmann kom ind i sin Stue og indaandede den ham saa hjemlige og saa kære

  1. Hjertets Sønderknuselse.