94
— Veed du Noget om denne Mand?
— Kun at jeg har hørt sige, hans Lære var af idel from og inderlig Art.
— Det kan være et Skalkeskjul overfor Mængden, Sligt meddeles kun de Indviede.
Ottomar har altid kjendt Renata som selve Sandhedens Speil. Men i dette Øieblik har han det Indtryk, at hun veed mer end hun vil være ved.
Skulde det være muligt, at hun kjendte Noget til denne Mand? Hvis hun gjør det og siger god for ham, da er han visselig falsk sigtet.
Renata har grebet en Passer og hengiver sig til den ørkesløse Syslen at lade den vandre hen over et stort Grundrids. Han havde fundet hende bøiet over det, da han traadte ind, og hun aabenbart troede det var Hushovmesteren, der kom tilbage.
— Jeg gad vide om han kommer.
— Hvem?
— Aa, jeg tænkte igjen paa hin Kjøbmand.
Passeren sætter sit ene Ben saa haardt paa Papiret, at dens Staaltaa nagler det fast til Bordpladen og maa trækkes ud med et lille Ryk.
Ottomar bemærker det og spørger sig selv med et Smil, om Renata maaske har noget imod dette Besøg, som han virkelig selv har det.
— Jeg fortryder nu, at jeg opfordrede ham.
— Hvorfor? naar han er saa byggekyndig, kan han jo hjelpe os med godt Raad.
— Som om vi trængte til nogen Tredie ved dette, der skal blive vort fælles Arbeide, det Værk, der knytter vore to Livstraade sammen. En Tredie her i dette Lønkammer! Hvor sparsomt tilmaalt er os endog blot en Time som denne, bunden som vi er af mangfoldige Hensyn!
