X
— Hvad har I dér, Famulus?
Formiddagssolen, hvis Straaler sive ind gjennem de blyfattede Smaaruders gulige og grønlige Glar, forgylde de Papirer, som Vincentius har i Haanden.
— Et ridende Bud har bragt adskilligt af mer eller mindre Vigtighed, Eders Høiærværdighed. Først og fremmest et Brev fra Mittelmynsterstiftet.
Han rækker Bisp Ottomar det store Brev, som er lukket med en sort Silkesnor, hvis Ender ere indleirede i en Blykapsel, hvori Klosterets Segl er trykt.
— Abbedissen var lidende, da jeg saae hende sidst — siger Bispen og læner sig tilbage i Armstolen, dreiende Brevskabet mellem Hænderne, uden strax at kunne beslutte sig til at aabne det. — En god og from Kvinde … hendes Venskab er mig saare dyrebart.
Tøvende tager han en Sax fra Bordet foran ham, som er fuldt af Papirer og Bøger, og klipper Snoren over.
Efter at have gjennemlæst Skrivelsen lægger han den fra sig paa Bordet, staar op og gaar hen til Vinduet, som han aabner, og bliver staaende dér en rum Tid med Blikket fæstet paa Granskoven, hvis Duft strømmer ind i Taarnkammeret sammen med det frie Sollys.
Da han vender sig om, hviler der endnu kun en let Skygge over hans Træk.
— Det er, som jeg frygtede: Søster Mechtildis er gaaet ind til den evige Fred, som er hendes fromme Sjæl sikret.
