98
pyrer, der sugede Blodet af hans Nutid; Længsel efter hende, der intet Haab havde om Stillelse og i sin Haabløshed blev til den bitreste Kval ved Bevidstheden om at hun maatte afsky og foragte ham — først og sidst dog om sin Kjærlighed, sin Tilbedelse, hans, den i al sin kirkelige Glands Ugjenfødte, af hende, hvis Skikkelse i stille madonnaagtig Ungdomsglorie mer og mer blev ham Billedet af den Gjenfødte, lokkende med sit betydningsrige Navn, Renata, saa han endelig kom for at gjenfinde hende høiere, ædlere, sit Navn endnu værdigere end hun havde staaet i hans Erindring — — — —
— — — — Indtil hun bøier sig over ham og hendes Læber berører hans Pande med et Kys som Pustet af en Aandehilsen, og han føler hendes Haand glide ud af sin og hører den tunge Egedør lukkes bag ham, varsomt — for ligesom ikke at lukke hende ude, stilfærdig, at han ikke skal føle sig forladt.
Længe bliver Bisp Ottomar siddende dér med et Smil om sine Læber, saare forskjelligt fra det, hans Famulus ikke kan lide — et, der vilde forbause denne iagttagende unge Mand ikke saa lidt, hvis han kunde se det.
Da Renata pludselig sprang op, er det store Byggerids gledet ned paa Gulvet.
Det har blottet et Stykke af den aldersorte, slidblanke Egetræsplade. Netop dér har den en lysere Plet, formet som en Halvmaane. Hvor tidt har Ottomar ikke stirret paa den, naar han i gamle Dage søgte en manglende Trochæ eller Daktyl.
Og idet han stirrer paa den, er det neppe nok at han veed Forskjel mellem da og nu.
