97
— de synes jo at maatte være med hos jer Mænd ved en saadan overmægtig Stræben; lad ogsaa en Trang til at udfylde indre Tomhed, til ved ydre Virksomhed at overdøve et Savn og gjøre Godt for hvad der er kommen tilkort paa den sjælelige Side — og dér kan jeg bedst føle med dig: lad Alt det have virket nok saa kraftigt, nok saa bydende og lokkende — Hovedsagen var dog din Vilje til det Gode, til at udrette noget Stort og Ædelt, at tjene Gud og Christenheden. Og hvis du haabede derved at vinde Fred, at ryste den Forbandelse af dig, du kalder din Arvelod, og vinde den evige Krone, er da et saadant Haab at dadle?
— Jeg veed ikke, om det var som du siger — jeg tvivler … men det skal blive saaledes, ved din Hjelp. O, der er heller ikke længer tomt her — det var blot Erindringen om hvad der har været; nu er der Fylde og Varme, siden du talte til mig i Lysthuset. Ja, da min Famulus kom med sine forfængelige Ord, da vrededes jeg vel ved at se mit lønlige Afgudstempel opdaget af et fremmed Blik; men jeg følte ogsaa, at jeg uden selv at knuses, ja uden blot at rystes, kunde se det styrtes i Grus, som hint Philisternes Tempel ved Samsons Kraft; fordi jeg havde en ny og dog saa urgammel Helligdom i den inderste Hjertegrotte til Samlingspunkt, den som har til Indskrift dit Gjenfødelsesnavn: Renata!
Han har grebet den Haand, der hviler paa hans Skulder og bliver ved at holde den fast, medens han taler til hende om den store Ensomhed, han har levet i som i en Ørk, om sine Anfægtelser, sine Angstbetagelser, Sønderknuselsestilstande og truende Visioner, den krampagtige Vexlen af Anger, med det taaretunge Øie fortabt i det Forgangne, og Ærgjerrighed, hvis feberflammende Blik fylder det Tilkommende med Gøglesyner — to Vam-
