101
og skjult den Brod, at von Winterstetterne ikke tilhøre den høie Adel.
Ottomar synes kun at ville mærke det Første, for han betragter sin Famulus med et bifaldende Smil.
— Jeg ser, at jeg ikke har overvurderet Eders Dømmekraft i dette Punkt. Jeg selv er af samme Mening og finder den bekræftet ved Eders Ord. Ulykkeligvis findes der i Mittelmynster ingen Søster, som opfylder denne Betingelse. Vi maa altsaa besætte Posten provisorisk med en stedfortrædende Abbedisse. Hvilken af Søstrene vilde I foreslaa hertil?
— I Betragtning komme, efter mit ringe Skjøn, fortrinsvis Søster Elisabeth og Søster Irene. Søster Elisabeth er den lærdeste af de to, derimod har Søster Irene noget Værdigere ved sig.
— Det sidste Punkt maa have Fortrinnet ved dette Valg. Altsaa blive vi ved Søster Irene.
— Hvad nu det Spørgsmaal angaar, hvilken Dame fra et andet Kloster eller Stift, der ved den blivende Besættelse — —
— Ja, ja, Vincentius — est aliqvid prodire hactenus.[1] Det Andet har Tid til at modnes.
Vincentius bliver rød i Hovedet ved denne summariske Afvisning, hvad hans Foresatte lykkeligvis ikke bemærker.
Thi denne har allerede vendt sig bort og sat sig i Armstolen for at dyppe sin Pen og uden et Øiebliks Betænkning eller Standsning kaste en Snes Linier paa det første det bedste Stykke Papir, som han har trukket skraat hen for sig — i rivende Hast, men ganske vist med en næsten ulæselig Haandskrift.
- ↑ Det er allerede Noget at være naaet saavidt.
