105
vise, at den myndige Kirkefyrste ingenlunde er uagtsom, at han hører og veier Alt.
— Kan en mere blasphemisk Tale vel føres selv af hine den frie Aands Brødre og Søstre? Dog hvad siger jeg? afbryder Vincentius sig selv, henreven til denne ciceronianske Vending ved Beundring af den Finhed, hvormed han i stedse virksommere Stigning har lagt dette vigtige Foredrag til Rette: — hvad siger jeg? finder jeg ikke her Ord, der i Formastelighed endogsaa stille hine i Skygge?
— Nu? I gjør mig virkelig begjærlig.
— Eders Høiærværdighed vil ikke blive skuffet. Thi her siger Forfatteren: "Atter vil jeg sige hvad aldrig blev sagt: Gud og Guddom ere forskjellige som Jord og Himmel. Men ogsaa det indre og det ydre Menneske ere saa forskjellige som Himmel og Jord. Ganske vist, Gud staar mange tusend Mil høiere. Men ogsaa Gud vorder og forgaar."
— Hm ..
— "Gud forgaar" — har man hørt sligt Kjætteri? — Og videre: "Da jeg stod i min første Urstand, da havde jeg ingen Gud, jeg tilhørte mig selv. Jeg var en bestemmelsesløs Væren, en Erkjender af mig selv i guddommelig Sandhed. Her stod jeg fri for Gud og for alle Ting. Men da jeg traadte ud af min frie Vilje og erholdt mit skabte Væsen, dermed havde jeg da ogsaa en Gud. Thi før Kreaturerne vare, var Gud ikke Gud; og da de vare vordne, var han ikke Gud i sig selv, men i Kreaturerne var han Gud, og havde som saadan ikke saa megen Væsensfylde som den ringeste Skabning. Ja sæt at en Flue havde Fornuft og formaaede i Følge den at stræbe hen til den evige Afgrund af det guddommelige Væsen, fra hvilken den er kommen, saa sige vi: Gud med samt Alt
