117
at den ham velbekjendte Johannes Fugger i Augsborg har skaffet den fra Venedig. Mindes, at Frøken von Laufens Moder altid var flittig med sin Naal, hvilket altsaa er gaaet i Arv til Datteren … bliver efterhaanden mere faamælt … tier … stryger sig med Haanden om Hagen og rømmer sig.
— Det Anliggende, min ædle Frue, paa Grund af hvilket jeg har udbedet mig denne Samtale, er af en saa vigtig og, jeg kan sige, fortrolig Art … det angaar endogsaa Embedssager i en fremragende kirkelig Institutions Tjeneste. Jeg haaber derfor ikke at synes uhøflig, naar jeg beklager, ikke at kunne fremføre det uden for Eders Øren alene.
Med et Blik tillader Renata Svigerinden at trække sig tilbage, hvad denne gjør efter at have neiet sig halvveis ned i Gulvet for Hns. Høiærværdighed, medbærende nogen Tvivl omlangendes den kirkelige Institution, hvis Anliggende skal drøftes i Enrum mellem de To og en dermed forbunden Skinsyge paa den afdøde Broders Vegne; men væsentlig dog baaren af Glæde over at kunne flyve op i "Bystuen" og staa ved det aabne Vindue, før Vincentius er redet over Broen og forsvunden i Kastanieskyggen — —
— Den Institution, som jeg talte om, kjære Renata, begynder Bisp Ottomar, saasnart Gertrud er ude af Døren, er Mittelmynster i Regensborg, som du jo kjender noget til.
Renata nikker med et Smil, der lyser af Barndomserindringernes gyldne Reflex.
— Jeg har leget saa mangen Gang som Barn i den herlige Stiftshave, der stødte op til Tantes.
— Ja, jeg mindes at du har talt derom — hvilket vel kan have været Grunden til at jeg altid særlig har taget
