XI
Neppe er Gjenlyden af Hovslag nede i Borggaard og Porthvælving forstummet, før det banker paa Døren og Konrad træder ind og meddeler, at Hns. Høiærværdighed beder om en Samtale, hvis det ikke er Naadigfruen ubeleiligt at modtage ham.
Øieblikkelig reiser den beskedne Gertrud sig fra det fælles Arbeide — et baldyret Tæppe til Kapellet — ; men et Ord fra Renata faar hende til atter at indtage sin Plads. Mere lydig end beredvillig, thi hun vilde hjertelig gjerne have overladt de To den rummelige Sal for at kunne ile op i "Bystuen" og kaste en lang Række Afskedsblikke efter sin sorte Ridder, som drager ud paa et Eventyr, der mulig kan rumme Fare — thi det er hende ganske ubekjendt — men i alt Fald for flere Dage vil fjerne ham fra Langenstein og hende.
De have ikke længe at vente, før Bisp Ottomar indfinder sig.
Han beundrer det paabegyndte fromme Arbeide, roser det sindrige Vinranke-Mønster med romansk Ornament; formoder, at en saadan Baldyring maa tage lang Tid, men trøster sig med den Betragtning, at Kapellet først skal bygges og at Vintermaanederne ere vel egnede til at fremme Værket. Undrer sig over, at de Regensborger Kjøbmænd føre saadanne Varer som disse kostelig farvede Uldgarn og navnlig denne herlige Silke, og erfarer
