115
Redning for Gods og Liv er at faa Gjæringen i Byen til at voxe, at han har alle Borgerne paa sin Side som en Livvagt, til de faa jaget Kjættersken af Gaarde. Vist er det, at det er med Kort dernede fra at Spillet skal vindes.
"Men Jammerskade, at jeg ikke kan tale med Broder Martin! Det var et lykkeligt Instinkt, der drev mig til at faa ham sat igjennem. Bispen vilde først ikke, for han kan ikke lide ham, men han kunde ikke nægte at Martin var den lægekyndigste. Følelsen er gjensidig. Broder Martin hader Bispen, siden denne gjorde Broder Sebastian til Prior, som er yngre men klogere. Broder Martin snuser Kjættere som et Svin Trøfler. Kunde han gribe Bisp Ottomar i at holde sin Haand over Kjættersken — maaske endda over selve den store Gudsven, og det kan komme dertil, hvis denne staar i Forbindelse med Fruen her: — jeg skal love for, at det vilde være en Ret Trøfler efter hans Smag. Og nu maa jeg bort om Eftermiddagen, som han ventes om Aftenen — det er til at blive rasende over! Imidlertid, der er intet at gjøre ved det — uden at skrive til ham. Jeg maa efterlade Brevet i Elisabethinerhuset — betænkeligt, de Fruentimmere ere nysgjerrige; ganske vist saae Forstandersken skikkelig og lidt sløv ud. Nei, nei! Jesper Kromand er en bedre Vei — han har sin egen Hud at hytte — og sine Knogler!
"Og nu Brevet til Mittelmynster!"
Han lægger Papiret med Ørnekløerne foran sig og tager fat paa sit Arbeide, hvilket han neppe vier den Omhu og Eftertanke, som en episcopal Skrivelse i saa høitidelig en Anledning har berettiget Krav paa. Fremfor Alt er det ham om at gjøre at faa Tid tilovers for sit Brev til Broder Martin — et vigtigt Brev, som der først maa skrives Kladde til, da hvert Ord er af Betydning.
