129
Hun ser op med sit lysende Smil, idet hun møder hans sælsomme Spørgsmaal med sit enfoldige, ligefremme Svar.
Saa enfoldig-ligefremt, at han trods sin bekymrede Alvor selv maa smile, da han svarer: —
— Du har Ret. Det var Grunden. Men vi Mænd — og navnlig Mænd i min Stilling — vi have ofte en Dobbeltgrund. En, udaf hvilken vi handle, og en, hvormed vi forklare vor Handling for Andre og ofte nok for os selv med. En saadan Skingrund var den, at du er mistænkeliggjort som Kjætterske.
— Saa er du her for at forhøre mig?
— Jeg er her, som du selv sagde, for at se dig. Saa liden Vægt lagde jeg paa hine Anklager, at jeg neppe engang, da jeg besluttede mig til at reise hid, tænkte paa at jeg ogsaa kunde komme til at beskytte dig. Men sikkert er det, at der er dem, som vil dig ondt, og jeg har efter at være kommen hid — paa Grund af Undersøgelser, som jeg har anstillet — faaet den Overbevisning, at de sidde i dit umiddelbare Nabolag, at du har en Fjende i Langenstein By — ikke paa nogen Maade nogen høitstaaende Person, men maaske dog ikke ufarlig.
— Jeg veed vel hvem det er.
Ottomar nikker.
— Ogsaa dette Lod maa lægges i Skaalen, naar den skal give den rette Vægt. Det tynger svært til Fordel for Regensborg og imod Langenstein. Allerede det, du er borte fra sligt speidende Naboskab, er en stor Vinding. En større er det, at du ved at indtræde i Mittelmynster giver det bedste Svar paa saadanne anklagende Rygter — og at jeg selv fuldender det ved at gjøre dig til Stiftets Abbedisse. Du har ikke glemt hvad jeg sagde dig igaar om det Uveir, der trækker op fra Vælskland, og at den
