143
gudvelbehagelige Veie, at selv det Stærkeste ingen Magt har til at beskytte eder mod den Onde?
Taleren gjør en Pause for at Tilhørernes Angst og Ruelse kan faa Leilighed til at give sig Udtryk.
Fra første Øieblik af forekom Bodsprædikerens Røst Ottomar bekjendt; han er nu længst paa det rene med at det er Broder Martins. Og han forbander sig selv, at han har ladet ham komme hid, imod sin egen Tilbøielighed. Hvor havde han haft sine Tanker — formodentlig altfor meget hos Renata! — da han lod sig overtale af sin Famulus til at vælge denne tykpandede kronragede Bondeknold, fordi han kjendte et Par Urterecepter mere end den gode, fredelige Broder Claus? — Men priset være den himmelsendte Tanke, der i denne Eftermiddagstime fik ham skikket ned til Byen!
Imidlertid er Graabroderen kjørt videre i sin Text, paa et nyt og farligt Spor.
Der findes jo ganske vist, forklarer han Mængden, ikke blot dette hellige Bjerg her; endnu nærmere end den hæver der sig en Klippe, som endogsaa har givet Byen dens Navn — lapis offensionis et petra scandali, det er: Anstødelsens Sten og Forargelsens Klippe, kronet med Mur og Tinde, og hvo veed ikke at den er Kjætterskens Sæde og ret snart vil omskabe sig til Gudsfjendernes Høiborg?
— Og da jeg i Morgengryet, just som Gud lod sin Sol gaa op over Gode og Onde, nærmede mig til Eders By, o mine Venner, da faldt der over mig en stor Gru. Thi jeg saae over Byen denne Klippe med sin Borg og dens Taarn ret som et Satanshorn, jeg saae dens Skygge strække sig og lægge sig sort hen over Eders Tage, ligervis som saae jeg selve den sorte Død sætte sit Segl paa Staden.
Bisp Ottomar finder, at ifølge Beliggenheden maatte
