154
denskab, snarere end for din Veltalenheds Skyld, som sandt at sige aldrig har været stor. Hvorfor jeg ogsaa maatte tage den langt yngre Broder Ambrosius til Prior.
Martins Ansigtsfarve skifter atter, men denne Gang i Harmoni med Aftenrøden, som den dog langt overtræffer.
Ottomar smiler:
— Det Aasyn, du sætter op, min Søn erindrer mig om Nedsvælgning af de bedske men helsenbringende Urtedekokter, som er din Styrke og til hvilke du bør holde dig — i Synderlighed nu. Hver paa sin Plads og Alt til sin Tid. Hvo var det forøvrig, som i rette Tid fandt sin Plads mellem væltede Borde og Krus — en spraglet Person —?
— Det var en Mester af Skræderlauget og Svigersøn til Værten i det forgyldte Oxehoved.
— Ja saa, ser man det! — Du kan ellers se ind til ham underveis, om han skulde have taget Skade paa Lemmer af Faldet eller paa Mandevid af Skræk. Udentvivl vil din Lægevisdom byde dig at indskjærpe ham Nødvendigheden af at han holder sig inden Døre en Ugestid eller saa. Og dermed Gud befalet! —
"Og Fanden med, hvis ham lyster at tage dig," mumler Bispen, sendende et bistert Blik efter sin ilde anskrevne Undergivne …
"Nu maa Vincentius være kommen til Telheim."
Ottomar er standset ved den første Omdreining af Klippestien og ser ud over det aabne Land, hvor over en blegblaa Skovhøide den straaleløse Solskive synker ned i tyk Dunst, der allerede til Hælvten har slugt den.
For hver Gang Tanken om hans Famulus dukker op hos ham, har den antaget en mørkere Farvetone.
"Godt, at jeg fik ham bort, før denne fanatiske Tyk-
