XIV
Endnu langt ud paa Aftenen er der Lys i Taarnkammeret.
Bisp Ottomar har ikke glemt sit Forehavende, at skrive til Kansleren i München.
En lille Olielampe af Messing giver ham kun et sparsomt Skjær. Men Ottomar har taget en af de smaa tykke Voxkjerter til Hjelp, som han stedse fører med sig. Det ene Udkast efter det andet. Han er oplagt til alt Andet end til at skrive — det skulde da være til at sove, hvad der ikke er Tanke om. Det sidste Udkast er om muligt endnu mindre tilfredsstillende end det første. Han kaster Pennen og giver sig til at skjære en ny til. Det lille Arbeide er ham kjært, fordi det minder ham om at Vincentius har været borte i næsten to Dage. Ved den pinlige Nøiagtighed, som det fordrer, virker det ogsaa beroligende og tankefremmende. Det falder ham ind, at der er et Brev fra Kansleren, som angaar den forestaaende Fuldendelse af Dominikanerkirken og indeholder en Ytring, der fortræffelig egner sig til Udgangspunkt for dette Brev. Skrivelsen maa befinde sig i det "femkantede Kammer" blandt de Papirer, Vincentius har i Varetægt.
At opsætte en Sag til imorgen er Noget Ottomar sjelden kjender til. Han skyder sin Stol tilbage, tænder en lille Haandlygte ved Kjerten og slukker Lampe og Lys. Nøglen til Famulusens Kammer hænger paa et Søm ved Dø-
