XV
En Tin-Ampel kaster sit Skjær op i det hvælvede Loft, hvorfra det som en mat Lystaage synker ned rundt om i det rummelige Gemak, hvis hvidtede Vægge kun brydes, hvor Alkoven bygger sin Grotte ind og hvor — ligeoverfor Døren — et gothisk Vindue med sine sortladne, foroven svagt glitrende Ruder synes at aabne en Port for Nattemørket derude. Man faar Indtryk af, at dette Mulm-Uhyre staar dér paa Tærskelen og hvad Øieblik det skal være kan træde helt ind og ganske overvælde hvad der herinde endnu fører en kummerlig Lystilværelse.
I det ene Hjørne er den underste Del af Væggene behængt med groft vævede, stormønstrede Tæpper for at danne en Siddeplads, der er omgivet af lidt Hygge.
Her staar der et Bord, paa hvilket Ottomar lidt raadvildt sætter sin Lygte fra sig.
Renata tager den og gaar hen til en Bedepult i Hjørnet mellem Tæppevæg og Vindue, hvorpaa der befinder sig to høie Voxkjerter i Sølvstager.
Hun lukker Lygtens Hornrude op for at tænde Lysene.
Er det fordi hun vil gjøre Ære af hans Besøg? Eller trænger hendes Ængstelighed til dette Par spæde Lys-Spærodde som Værn mod Natten derude, der synes rede til at trænge ind og hylle dem begge i sin mystiske Kaabe? Eller er det maaske blot for at give sig noget at
