159
Hjørne af Kammeret — ikke den, han kom ind ad — bliver staaende og lytter. Saa ryster han skuffet paa Hovedet: — det maa have været en Feiltagelse.
Han gaar tilbage til Bordet, lægger Papirbunken omhyggelig tilrette, som han fandt den, og forlader det femkantede Kammer.
Men han gaar ikke tilbage den Vei, han er kommen.
Han bliver staaende i Gangen og speider tilvenstre, idet han vender Lygten i modsat Retning.
Er der ikke en svag Lysstreg nede ved Gulvet tilvenstre, en Snes Skridt borte?
Nu staar han ved Døren.
Ja, der er Lys derinde.
Han lytter aandeløs.
Skridt. En gaar frem og tilbage derinde.
Han banker. Sagte, saare forsigtig.
Skridtene standse.
Det var for forsigtig banket. Skridtene fjerne sig … nærme sig atter.
Han banker paany, endnu meget sagte.
Skridtene standse — lige ved Døren.
Han lytter.
Lytter nogen paa den anden Side af Døren? Kan han høre Aandedrag derinde?
Blodet hamrer ham i Tindingen, ringer ham for Ørene — hvor skulde han kunne høre Aandedrag?
Nu kun endnu en sagte Banken.
Lydløst aabner Døren sig paa klem.
— Ottomar — er det dig!
— Ja, mig, Renata.
Lempelig støder han Døren halvt op.
Han staar derinde — i Renatas Fruerbur.
