167
Den sygnende Vanmagts-Fornemmelse, som før havde grebet Renata, synker nu ned over ham. Hun læser det i hans graanende Blegnen.
De tie begge en Stund. En løsreven Ranke af den vilde Vin dasker et Par Gange sagte mod Ruderne. En Ugle skriger nede i Trægaarden.
Renata bøier sig frem.
— Ottomar, jeg har hele Tiden frygtet for denne Time. Jeg vidste jo, at jeg en Dag maatte sige dig dette. Men jeg haabede … aa, Ottomar, jeg havde saadan Fortrøstning til at du vilde forstaa det. Og nu ser jeg at du fordømmer mig.
— Fordømme dig? o Renata —! Nei — nei —
— Jeg ser det jo. Du har Rædsel for mig.
— Nei, det er ikke det, Kjæreste. Rædsel er der over mig ja — for din Skyld. Jeg føler jo, hvorledes denne Sag glider mig ud af Hænderne — jeg, som var saa vis paa at kunne beskytte dig; mer endnu: hvor lidet tænkte jeg, at du her trængte til min Beskyttelse! Ikke et Øieblik, end ikke med Skyggen af en Tanke er det faldet mig ind, at der her lurede en virkelig Fare — noget Andet end det tommeste Mundsveir, som end ikke kan hvirvle Alfarveiens Støv op. Og nu staar Sagen saaledes, at et Menneskes Aandepust kan være dødeligere end Farsoten. Blot det kommer frem … ja, hvad nytter det at Intet kan bevises? Jeg kjender dig: — du vil sige det til en Forhørsdommer, som du sagde det til mig.
Renata smiler: —
— Ikke som til dig, ikke som til dig … Men — kan være jeg vilde sige det til ham. Hvo veed Sligt forud?
Ottomar vrider sine Hænder: —
— Renata, Renata, veed du at det vilde gjælde dit Liv?
— Troer du ikke, jeg gjorde mig det klart, da jeg talte
