168
Draaberne af — derhenne ved Vinduet i det døende Dagslys — for ham, hvis Livslys var døende … talte dem een for een, til det Halvhundred var fuldt. "Kan hænde at det er min egen Dødsdrik, kun at min Død ikke vor-der saa mild" tænkte jeg da, og den Tanke gjorde min Haand fast. Uden den kunde jeg maaske ikke have gjort det. Og dog — jeg havde jo intet Valg; hvad Andet skulde jeg have gjort? Ak, hvis du havde set hvor svart han led! Der var jo intet Haab, det vidste vi Alle, men det kunde endnu vare Dage, maaske Uger. Og han bad saa mindelig. Det var Alt hvad jeg kunde gjøre for ham, og det syntes saa lidet. Blot det, at der var saa megen Selvovervindelse derved, det gjorde det til Noget … og saa navnlig det, at jeg udsatte mit eget Liv … derfor var jeg taknemlig for Faren … Det var Alt hvad jeg kunde gjøre for ham, og jeg var ham det skyldig.
Hun har reist sig og hendes Haand lægger sig let paa Ottomars Skulder: —
— Skyldig — for os begge, Ottomar.
— For os, Kjæreste?
Han ser bevæget men ogsaa forundret op paa hende.
— Ja, Ottomar, vi to, du og jeg tilsammen, vi have bragt Hugo af Dage.
— Renata — hvad er det for en Forestilling!
— Det er den simple Sandhed. Du aner neppe at han døde af det Saar, han fik i Eders Tvekamp?
— Gode Gud! — men det kan ikke være saaledes. Jeg har altid hørt, at det Saar længst var lægt og ingen Følger havde efterladt.
— Det troede vi, om han end til Tider havde Smerter i Siden. Men da han styrtede med Hesten, brød Saaret op, og det var den indre Forblødning, han tilsidst efter saa megen Lidelse døde af.
