170
som foregik i Regensborg, og I havde aldrig krydset Sværd sammen og Hugo vilde leve endnu.
— Og Vi — —! Ak ja, der er nogen Sandhed i det med, kan hænde.
— Det var for mig hel Sandhed, og den vigtigste Del af Sandheden. Og med denne Bevidsthed — maatte jeg da ikke føle, at jeg var ham skyldig at gjøre Bod for os begge, saa godt jeg kunde? Da han besvor mig, hvis jeg havde nogen Kjærlighed til ham i mit Hjerte, ikke at lade ham lide længer uden Maal og Med — hvor skulde da Frygt for nogen Fare, der maatte opstaa for mig selv kunne holde mig tilbage? Det var kun Lidet hvad jeg havde at give, syntes det — og dog blev det saa meget Thi i Stedet for at gaa bort i en Hvirvel af Kvaler og en Muhn af Ubevidsthed gik det nu saaledes, at saasnart han havde tømt det Bæger Vin, hvori jeg havde gydt Draaberne, blev Smerterne ligesom strøgne fra ham, sagde han, og han kom til Ro og Samling og kunde tale med os, til han lidt efter lidt blev træt og blidelig sov hen uden at det var muligt at sige, naar han drog sit sidste Aandedræt. For saaledes er Virkningen af hin Arabiens vidunderlige Elixir.
— Er jeg Skyld i hans Lidelser, da misunder jeg han ogsaa en saadan Død.
— Mener du det, Ottomar?
— Visselig mener jeg det! Hvor gjerne gav jeg ikke Afkald paa alle taabelige Drømme om Ry og Magt og jordisk Herlighed, kunde jeg i denne samme Stund saaledes løses fra det Timelige, tagende Døden som en kostelig Gave fra din kjærlige Haand; kun, at jeg ikke vilde forlade dig og se dig blive tilbage i denne bitre Verden.
— Kunde vi begge saaledes tilsammen løse os fra den.
