171
Hendes Blik sænker sig i hans, men det trænger videre, ikke i Rummet, men som om det i en usikker Fremtid søgte en saadan lokkende Mulighed.
— Altfor skjøn en Drøm til at dvæle ved, Kjæreste! Vi maa se Virkeligheden med dens Fare i Øinene, om der da er nogen saadan. Men, ikke sandt, Ingen veed noget om dette?
— Gertrud veed det.
— Gertrud!
Gertrud og — Vincentius! Hvilken Trusel ligger der ei i Forbindelsen af disse to Navne! Intet vigtigere nu, end at holde ham borte fra Langenstein og hende.
— Hun var jo selv tilstede.
— Men ellers veed Ingen det?
— Endnu En. En Mand.
— Der ogsaa var tilstede?
— Nei, han kom først flere Dage derefter. Det var en Ven af Hugo, der havde hørt om hans Sygdom.
— For Guds Skyld, Renata — hvem er da den Mand?
— Mellem os skulde der ingen Hemmelighed være, Ottomar. Men dette Ene kan jeg ikke sige dig.
— En Ungdomsven af Hugo?
— Ja, men langt ældre. Ikke just nogen gammel Mand, men henved en Snes Aar ældre, antager jeg.
At den Fremmede ikke er nogen gammel Mand, føler Ottomar som en Skuffelse; men denne Aarsnes volder ham nogen Trøst. Der er Skinsyge oppe i ham. Ja, trods det at han er saa rystet af hvad hun har berettet, saa skræmmet af Frygt for en mulig Opdagelse, der truer i den mystiske Skikkelse af en saadan i Hemmelighed hyllet Medvider, er han skinsyg paa denne Mand. Overfor ham har hun ikke kunnet fortie sin frygtelige Hemmelighed. Eller var det Gertrud, som den Gang ikke
