172
kunde bevare den? I saa Fald — hvad kan man da vente nu af hendes Tavshed?
— Sig mig blot, hvorledes kom denne Fremmede i Besiddelse af en saa vigtig og farlig Hemmelighed?
— Jeg sagde ham det selv, jeg maatte sige ham det. Han var mig til saa megen Trøst og Støtte i de Dage.
Altsaa, Gertrud von Laufen havde i alt Fald den Gang ikke røbet Noget. Men hvilken Indflydelse maa denne Fremmede ikke have øvet over hende, hvilken Tillid maa han ikke have indgydt hende! Ottomar lider ikke at dele noget af denne Kvindes Aand og Sjæl med en Anden, end sige med en ganske Ubekjendt — en mægtig Personlighed maaske, i alt Fald en stærk; det tyde hendes Ord paa. Men fremfor Alt, hvilken Magt har ikke dette Menneske over hende? Hvis hun har taget feil af ham, hvis han vil misbruge denne Magt, stille den i en syndig Lidenskabs Tjeneste — hvilke frygtelige Muligheder aabne sig ikke her!
— Og siden da har du ikke set ham?
— En Gang. Han besøgte os for tre Aar siden.
Det er som et Stik i Brystet. Denne Fremmede har besøgt hende i hendes Enkestand! I hvad Øjemed? Hvorfor reiser en Mand, der endnu er i sin kraftige Alder, til en afsides beliggende Borg, hvor en høibaaren, skjøn og aandfuld Kvinde sidder Enke uden mandlig Beskyttelse? Deri er der i alt Fald intet Gaadefuldt. Han har været hende til "Trøst og Støtte" i hendes tungeste Tid, han har skuet indtil Bunden af hendes Sjæl, da den befandt sig i sit stormfuldeste Oprør og i Sorgstillets afgjærede Gjennemsigtighed — Tilstande, i hvilke en trediveaarig Kvinde just er farligst for en Mand af høi og ædel Sindsretning, og kun om en saadan kan der her være
