190
ofrede til den germanske Himmelgud, før Nogen havde hørt om det Golgataoffer, der nu sender Slagskyggerne af sine tre Kors ind i dens egen.
Atter hænger Rebstumpen ubevægelig ned fra Korsets og Røverens Arm.
Den Træskjærer som havde skabt dette Golgata-Billedværk — aabenbart en anden end han, hvis Haand havde smykket "Stationerne" — havde givet sin naive Naturalisme frit Spil overfor de to Misdædere, navnlig i den ubodfærdiges kvalfulde Forvridninger, og kronet den ved tilsyneladende at befæste dem til deres Kors med rigtige retskafne Rebslager-Tove. Disse vare i Tidens Løb trods de brede, beskyttende Gavltage blevet gjennemraadne og havde løsnet sig, saa at Stumperne nu dinglede frit for Veir og Vind. Men ved Christus-Krusifixet havde han i sin Bestræbelse efter fromt at adskille det ganske fra de to Sidestykker og udmærke det ved hellig Høitidelighed ikke vidst at redde sig paa anden Maade, end ved at give sig en archæistisk Stil i Vold. Saaledes kom det, at mellem de to brutalt livagtige Røvere, paa deres raat tømrede Marterinstrument, et slankt, vel afhøvlet og poleret Kors med architektonisk ornamenterede Arme og Top løftede en saa stiv byzantinsk Christusskikkelse, som nogensinde har ladet sig sværte af Virakrøg og Kjerteos i et græsk Kapel, saa høit tilveirs, at de Andægtige maatte gaa et godt Stykke tilbage for at den store, forlængst irrede Messingdiskus kunde komme til at afgive den rette Gloriebaggrund for Hovedet. Denne Eiendommelighed, der gjorde dette Krucifix uligt alle andre, var formodentlig Grunden til at dets Ry som mirakelgjørende Billede gik viden om i Franken, ja i hele Sydtydskland.
Mangen Gang i gamle Dage har Ottomar undret sig over denne sælsomme Modsætning og gjort sig sine kunst-
