191
neriske Lægmandstanker derover, som han nu kunde have anstillet paa Grundlag af et ganske andet Kundskabs-Materiale. Men han er alt andet end oplagt til det. Indtrykket er fuldkomment nyt og overvældende.
"Hvad om denne Kunstner ubevidst har givet en frygtelig Idee Udtryk, idet han banlyste alt Liv, ja alt Skin af Liv fra denne Skikkelse og kun opstillede et rent Kirkesymbol? Hvad om der virkelig kun gives Krucifixer og aldrig gaves nogen Korsfæstet? Korsfæstede Mennesker ganske vist, arme Syndere, som vi her se dem krympe sig paa Marterpælene, men intet korsfæstet Gudmenneske? Ingen Guds Søn — og ingen Gud Fader? Ingen Gud, ingen Himmel, intet Helved — hvilken svimlende Tanke! Vilde det ikke være Menneskehedens Befrielse fra uendelig Angst og Sorg? Ja, Gud give at der ingen Gud gaves!"
Han ler vildt i selvmartrende Velbehag ved dette uhyre Paradox.
Disse Ord maa han høre.
"Gud give at der ingen Gud gaves!"
Han raaber dem ud i Natten, op til Krucifixet, ind i den gamle Hedningelund.
Den Gud, der dyrkedes dér, er længst død. Hvad om en Gang en Mand vil staa her og se paa denne Passionsvei som han selv nu ser paa Resterne af den germanske Offerlund — — Minder om en Gudsdyrkelse, hvis Gud længst er død!
Dog disse Tanker kan han vel skimte men ikke fastholde. Lærer og Troessætninger, der vare hans Arvelod og hans aandelige Levebrød fra Barnsben af, som ere blevne formede ind i hans Hjerne, da den endnu var blød som Vox, og meislede ud i den, da den var bleven haard som Marmor, Dag for Dag, Aar ud Aar ind — de ere for
