208
Der er Andre, der have gjort det i hans Fraværelse.
— De have laaset af, mens jeg var borte, ingen vidste af at jeg var ude. Vi faa vente til Morgendæmringen — heldigvis kan det ikke vare saa længe.
Alligevel er det en Skuffelse for ham, saa dødtræt som han er. Det trækker ogsaa nu fra Skovkløften. Selv om det kun dreier sig om en halv Time eller saa, er det ingen glædelig Udsigt.
— Vi faa se, siger Kjøbmanden.
Han bukker sig og samler nogle Smaasten op; der ligger nok af dem rundt om.
Ottomar ser op, hvor han dunkelt bliver en Bindingsværks-Karnap vàr, der springer frem fra Muren en halv Snes Fod tilveirs. Den var der ikke i hans Tid — det er den første architektoniske Nyhed, som er ham paafaldende ved denne Borg, der jo er ved at bygge sig om.
Først en, saa to, saa tre Smaasten kaster Kjøbmanden derop. Klangen viser at de ramme en Skodde deroppe.
Det varer ikke længe, før man hører Skodden blive lukket op.
— Hvem er dér? spørger en noget søvnig Stemme.
— Amicus tuus Deiqve.
Det overraskende Svar minder Ottomar om Indskriften i Gertrud von Laufens Afskrift af den tydske Paulus-Oversættelse: "Din Ven og Guds."
— Godt nok svaret for saa vidt, mener Kuren eller hvem det er, oppe i Karnappen. — Men ikke nok til at komme ind for paa denne Døgnets Tid og i disse urolige Tider.
— Kom herned, saa skal jeg vise Eder hvem I lukker op for.
Skodden lukker sig over en ikke altfor venlig Mumlen.
Det varer en Stund. Ottomar vil allerede bemærke,
