Side:Guds Venner.djvu/229

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XXI

Vincentius tager to af Vindeltrappens høie Trin med hvert Skridt.

Det første Blik overtyder ham om, at hans Papirer ligge i god Orden paa Bordet i Taarnkamret. Dér tilvenstre Bunken med Kirkesagerne, Brevet fra Mittelmynster paa sin Plads. Med rystende Hænder river han det op — tomt! Intet løst beskrevet Blad lagt ind i det. Han blader de foregaaende, de følgende Papirer igjennem, atter og atter — intetsteds det Søgte. Og hvor er Skrivelsen fra den bayerske Hertugs Kansler? Borte!

Vincentius synker ned paa Stolen. Kolde Sveddraaber perle paa hans Pande.

Det er, som han hele Tiden har frygtet. Bispen har søgt efter i hans Papirer — han har taget Kanslerbrevet til sig, bladet i Stiftets Skrivelse og dér fundet hans Kladde til Brevet til Broder Martin — det dobbelt forræderiske Blad, som forraader hans eget Forræderi.

Han er paa Naade og Unaade i denne Mands Magt. Og har han nogen Grund til at haabe paa Naade? Har han nogen Undskyldning? — Ingen!

Det var den første Dags Aften, kort efter sin Ankomst i Telheim, at han opdagede sit frygtelige Feilgreb.

Just som han, temmelig træt af sin Reise, vilde opsøge den brede Seng, som Kroens bedste Værelse lokkede ham med, faldt det ham ind at efterse Ordlyden i