230
et svart Ansvar. Da gjør det godt at pleie Raad med en klog Mand som Eder, Herr Famulus.
Og de pleiede Raad.
Angaaende Hovedopgaven, Forbindelsen fra Borgen til Byen, blev de enige om følgende Forholdsregler.
Det eneste Vindue i Borgen, der vendte ud til Byen. var mellem to Gavle synligt fra Broder Martins Kammer, ikke at tale om at Stephen Kromand altid let kunde holde Øie med det. Den første Meddelelse, det gjaldt om at bane Vei for, var den, om Brevkladden laa paa sin Plads eller var funden af Bispen. I det sidste Tilfælde skulde Vincentius hænge et hvidt Klæde ud af Vinduet. Et sort Flor betød, at man beredte sig til at reise bort, saa at der ingen Tid længer var at spilde. Hvorledes Vincentius skulde skaffe sig Leilighed til en saadan Signalisering, overlodes til hans eget Snille og hans Forbindelse med Gertrud. Viste det sig at være umuligt, skulde han bruge sit eget Vindue, der rigtignok kun kunde iagttages hinsides Flodkrumningen, fra Foden af Kalvariebjerget, og desuden havde den Mislighed at Signalet neppe kunde undgaa at blive set fra Borgen selv.
Viste den hvide Fane sig ikke, saa var der neppe nogen overhængende Fare for dem begge.
Men den kan han nu godt hænge ud strax, thi at hans Kladde er i Bispens Haand kan der ikke længer være Tvivl om.
Men Bispen har talt om at sende ham til München med Brevet til Kansleren. Hvad det har paa sig med denne Bortsendeise, vil han i alt Fald snart erfare. Først og fremmest gjælder det altsaa om at gjøre dette Brev færdigt.
Han lægger Papiret med Kjøbmandens Diktatskrift foran sig. En smuk og meget læselig Haand!
