239
Vincentius tager Plads ved Siden af hende og bemægtiger sig hendes venstre Haand.
— Han troer vel at have dig i sin Magt, men det skal vise sig, at han tager feil. Derfor er jeg jo kommen.
Hun trykker varmt hans Haand.
— Og er nu i Livsfare!
— Tænk ikke paa det, Kjæreste! Vi to vil være ham for stærke. Troer du, det er muligt, at vi sammen kunde undkomme fra dette Fængsel?
Gertrud stirrer i nogle Sekunder ned for sig med anstrengt sammentrukne Bryn og ryster saa haabløs paa Hovedet.
— Der er en lille Dør ved Siden af en Karnap, kunde du ikke faa fat i Nøglen til den?
Atter en haabløs Hovedrysten.
— Den Dør bliver ellers sjelden lukket. Den maa have været aaben endnu forleden Nat, for Bispen maa være gaaet ud ad den, siden Ingen vidste Noget derom. Men Konrad — det er Hushovmesteren, veed du nok — sagde imorges til mig, at han nu selv laaser den af hver Aften og giver Nøglen sammen med de andre til Renata. Hun har den liggende under sin Hovedpude.
— Hm … Deler du ikke Sovekammer med hende?
— Aa nei, jeg sover nedenunder sammen med den gamle Ursula — det er Husholdersken — som har været min Amme. For jeg er bange for at være alene om Natten. Renata vil helst være alene, og desuden er der saadanne sørgelige Minder forbundne med hendes Gemak … der vilde jeg aldrig kunne sove ind.
— Naa, naar det kommer til Stykket, er det ingen slem Skuffelse, for jeg havde jo ikke gjort Regning paa saa let en Udvei. Jeg har Hjelpekilder den foruden. Lykkeligvis har jeg en god Ven nede i Langenstein, en anset
