246
Hvad er det? Hører han ikke Stemmer derinde? Det er ganske vist den store Gudsven, som er inde hos Bispen. Og nu Skridt — en Dør lukkes op og i — Alt stille …
Han banker paa Døren. Intet Svar. Tøvende lukker han den op og lister ind i Alkoven, beredt til at møde en barsk Forespørgsel med den Forsikring, at han troede, Bispen havde kaldt paa ham.
Lykken staar ham bi. Gemakket er tomt.
Hurtig tilbage til Bystuen, Vimpelsnoren frem under Madradsen, Vinduet op, en Ende af Snoren viklet om den øverste Hængsel, den anden om den underste — det er hurtigere fuldbragt, end han havde tænkt sig det. At lukke Vinduet helt i, er ganske vist ikke muligt; men han befæster det saa godt ved Hjelp af en Stump Snor, at det neppe vil blæse op.
Nogen Vind er der jo — heldigvis. Han har haft Omtanke nok til at befæste Snoren paa den rigtige Side, saa at Vimplerne drives bort fra Vinduet, hvilket er vigtigt for det Tilfælde, at Bispen skulde se ind.
Kun af og til kan han selv blive lidt af dem vàr, navnlig af det røde Tørklæde, hvis Snip flagrer længst ud; og han kan af og til høre Smaasmæld af Fligene, der lyde opmuntrende, ja frydefuldt i hans Øren.
Hans Hjerte banker heftig efter denne forjagede Virksomhed og under Indflydelse af de forskjelligartede Sindsbevægelser, som vexle i det.
Medens han befæstede Snoren, var han et Øieblik kommen til at se ned i Afgrunden under sig, fra hvilken Strømbruset trængte dæmpet op til ham; og han var da bleven dobbelt svimmel, da han derved kom til at tænke paa Gertruds Angst for at han skulde have i Sinde at gjøre et Flugtforsøg ad den Vei. Nu falder det ham ind,
