260
men i Sikkerhed eller Sligt, naar fremmede og mer end ubudne Gjæster kunne høre hendes Febertale.
Ottomar ser op fra sit Arbeide og nikker.
— Dette er saare vel betænkt!
Han underskriver den sidste af de to Skrivelser med sit kraftige Sving, trækker Rubinringen af Fingeren og giver sig til at forsyne Pergamentet med sit Segl.
— Vore Slaaer og Bolte ville modstaa deres Anstrengelser længere end de vente, siger Renata til Hushovmestren. Men i alt Fald gjør jeg dig ansvarlig for, at dette er den eneste Modstand, der finder Sted, Konrad. Alles Sikkerhed afhænger deraf. Komme de fredelig ind i Borg Langenstein, disse forvildede Borgere og Bønder, saa tør vi haabe, at der ikke vil blive udøst Blod. Jeg tænker, de ville være tilfredse med det Offer, de finde heroppe. Du selv vil rigtignok handle vel ved at lade dig se saa lidt som mulig.
— Og glem ikke, tilføier Ottomar, idet han trykker sin Seglring i det bløde, duftende Vox: — Alle her paa Borgen maa vide, at det var Bispen selv, som, opbragt over det forræderske Signal i Vinduet, styrtede sin Famulus ned i Afgrunden.
— Ja, bifalder Renata, nu kan jeg sige: "dette er velbetænkt." Ingen kan i den Afstand have set, hvo Gerningsmanden var.
Ottomar har lukket og forseglet den anden Skrivelse og er just ved at fuldende Brevets Paaskrift, da hans Opmærksomhed fængsles af et Stednavn, som vexles mellem den store Gudsven og Hushovmesteren i en kort, dæmpet Samtale.
— I Mersvins Flugthus kan I stedse faa mit Opholdssted at vide, og komme i Forbindelse med mig, om jeg skulde blive nødsaget til at holde mig skjult i længere
