259
der blive af Bisp Ottomar selv? og af Naadigfruen? og af hans arme Frøken, Gertrud, hvem han har baaret paa Armen, da hun var et Barn? Paa sig selv tænker han kun lidet. At holde Borgen er umuligt. Naar disse Belials Mænd trænge ind, ville de gjøre kort Proces med ham, hvis de komme under Veir med, at det er ham, der saa egenmægtig har sendt Famulusen over i den anden Verden. Det faar saa være!
Konrad faar Lyset tændt og bringer det ind.
Biskoppen skriver. Gertrud ligger endnu paa Gulvet med Hovedet paa Puden. Mesteren taler dæmpet med Renata, som staar foran det aabne Skab ved et lille Bord, paa hvilket hun har stillet Ibenholtskrinet, hvis Laag er slaaet tilbage. Hun fylder just nu en ganske lille Flaske med Vand fra Lerkrukken, hvorpaa Mesteren rækker hende en langlig, gyldenflimrende Krystalflaske, som han har holdt for hende saa længe.
Det er Korsfarerens, Valentin von Langensteins Saracener-Elixir.
Forsigtig drypper Renata fem Draaber af den brune Vædske i den lille Flaske, hvis Vand farves som Røgtopas deraf. Saa giver hun Elixiren tilbage til Mesteren, som gjemmer den i et Hjørne af Skrinet, sætter Korkproppen i den lille Flaske og rækker denne til den overraskede Konrad.
— Du maa nu bære dette stakkels sandseløse Barn ned til den gode Ursula, der vil sørge for hende. Ursula maa give Gertrud dette at drikke, saasnart hun kommer lidt til sig selv. Det vil bringe hende en dyb og sund Søvn, som ikke blot hun har Behov. For det gaar ikke an, at hun i sin forvirrede Tilstand spørger efter Mesteren eller taler om den store Gudsven, om han er kom-
