XXVI
Renata og Ottomar ere alene.
Stilhed — næsten Stilhed rundt om.
Klemtningen er hørt op. Broen dybt dernede drøner ikke længer under Hordernes Trin. De Fjeldstigende have raabt og skreget sig hæse og trætte. Vinden er taget til; et dybt og stadigt Brus fra Bjergskoven drukner hvad der maatte røre sig af Larm i dens Skjul …
Renata løsner sin Arm fra Ottomars Skulder.
— Dette Skuespil paa Hedetorvet ville vi dog nu bedrage baade Regensborgerne og Langensteinerne for, siger hun, idet hun reiser sig.
Ottomar har just fortalt hende sin frygtelige Drøm paa Kalvariebjerget, den han vaagnede af i den barmhjertige Samaritans Arme.
— Et "fromt Bedrag", Renata, de kunne takke os for at have et Dobbeltmord mindre paa deres Samvittighed.
Fra Egeskabet, hvis Dør endnu staar aaben, tager Renata en stor sort Læderkapsel og stiller den paa Bordet foran Ottomar.
Om hans Mund spiller et sælsomt mystisk erindringsvangert Smil; idet han trykker paa Messingknappen, aabnes Kapslen, der er flækket i de to sammenhængslede Halvdele, og med nænsom Haand tager han en Sølvpokal ud.
