265
Den er kunstfærdig udarbeidet med rige Forsiringer.
Ottomar lader sin Haand kjærtegnende glide rundt om det glatte, indvendig forgyldte Bæger.
— Du skjønne Drikkekar! ikke for Intet er du formet og opbevares som en Alterkalk. Du velsigner min Udgang som min Indgang her paa Borg Langenstein.
Som om det var igaar mindes han den eneste Leilighed, ved hvilken han har set denne Familieskat afhyllet og holdt den i sin Haand. Det var Aftenen for hans Ankomst, femten Aar siden saavel. Sammen med Renata og hendes Fader befandt han sig her, hvor man havde trukket sig tilbage fra det allerede halvdunkle Gemak, fordi Aftensolen, der skinnede herind, gjorde "Bystuen" lys og venlig og varm paa den noget kjølige Vaardag. Renata havde stillet en Bakke med Vinkande og Glas paa Bordet foran dem, men hendes Fader, der I havde taget Plads paa den samme hyndebelagte Bænk, hvor han selv nu sidder, raabte oprømt: "Nei, Renata! tag det Nøgleknippe fra Beltet og luk op for vort Skatkammer her. At min gamle Kammerat paa Winterstetten har sendt os sin Søn for at jeg skal sætte Kronen paa hans ridderlige Opdragelse, det fortjener vel at feires med en Drik af Langensteins Festpokal."
— Mindes du, hvorledes min Fader priste den tyveaarige Pfalzervin, hvormed han hin Aften fyldte dette forgyldte Bæger? Dog vi ville gyde en kosteligere Drik deri.
Renata fylder det til Hælften med Vand fra Lerkrukken. Derpaa tager hun den langlige gyldenflimrende Levantinerflaske ud af Ibenholtskrinet og holder det slebne Glas op imod Lyset: —
— Der er rigelig nok for os begge tilbage af den stakkels Saracenerpiges Gave.
