266
Og hun gyder dens Indhold i Bægret.
Som en sortebrun Snog dykker den arabiske Elixir ned i Vandet, bugter sig opad og splitter sig i mange spiralsnoede Traade som Aarerne i en Agat, indtil Alt har blandet sig ligelig til en ensformig, mørk Flade, i hvilket Bægrets indre Rand kaster sine lysende Reflexer.
De bøie sig hver fra sin Side over den lille guldindfattede Tryllebrønd, hvis dunkle Dyb afspeile deres Ansigter.
— Forleden sagde du derinde, Ottomar, at du kunde misunde Hugo; kun, at du ikke vilde lade mig ene tilbage i denne Verden. Og jeg svarede: "kunde vi blot forlade den saaledes tilsammen". Da sukkede du dybt og mente, at det var for skjøn en Drøm; vi maatte se den haarde Virkelighed i Øinene.
— Og vel maatte jeg mene saa, for det var en mørk og truende Virkelighed, der bredte sig foran os.
— Dog nu er Drømmens Tid kommen — nu er den det Sande. Se, den smiler os imøde nede fra dette østerlandske Spaadomspeil. Vel an, lad os sønderbryde Speilet og opfylde Spaadommen!
Hun griber Kalken, men slipper den igjen.
— Dog først endnu et Blik ud i Virkeligheden — hvad vi stakkels Sandsevæsener kalde "Virkeligheden" — om den maaske skulde rumme et Syn, som var værd at se selv for bristefærdige Øine. For det falder mig ind, at ved "Prædikestolen" er Klosterstien synlig herfra.
— Du har Ret! At jeg slet ikke har tænkt paa det!
Ottomar er sprunget op og staar allerede ved hendes Side i Vinduet.
— Der er han — ser du ham?
De helde sig langt ud for at se bedre.
Paa et fremspringende Klippestykke — "Snct. Jacobs
