Denne side er blevet korrekturlæst
271
— Jeg hører det i mit Indre. Jeg veed hvad du siger, Frygt ikke, jeg er hos dig, min Husbond …
— — — — — —
— Hvad var det? Hørte du det ogsaa, Renata?
— Larm — fjern, saare fjern. .... Lyt ikke did! … Hvad angaar det os? … Det er Intet — Verden … Lyt ikke! .... Bliv hos mig! bliv i Gud! — — —
Og Braget af den sprængte Port, Raabet af Hoben, der trænger ind i Borggaarden, naaer dem lige just — og naaer dem neppe nok — som en sidste Hilsen fra en Vildfarelsernes og Voldsgjerningernes Verden, der ligger bag dem, dybt nede under deres voxende Evighedsfred.
