270
— Jeg undres, Elskte, om dette ikke er den første ganske lykkelige Stund i mit Liv.
— I mit visselig!
— Siger du det? Saa være da dette det allersidste Paradox, Selvmodsigelsernes Selvmodsigelse: at det Bedste Livet havde at byde os, var Døden. For denne Gave være det priset — for den og for vor Elskov!
— Jeg kan høre dit Smil, Ottomar! Se det kan jeg ikke længer.
— Ser du mig ikke nu?
Hendes Øine blive større og sortere.
En stille Hovedrysten.
— Det er for lyst. Kan du se mig?
— Som gjennem et Guldslør ser jeg dine kjære Træk. De smile saa livsalig. Ikke sandt? du føler ikke Smerten nogetsteds nu?
— Jeg føler Intet. Jo, jeg følte dine Læber mod mine just nu. Kys mig atter, min Elskede!
— — — — — —
— Hører du Noget? .... Renata!
— Kaldte du?
— Gud være lovet — du kan høre mig!
— Jeg hørte mit Navn … det lød i mit Indre … det var, som om Gud kaldte mig til sig.
— Min Hustru, bliv hos mig! Il ikke forud! Du var jo stedse forud for mig. Da jeg troede, jeg maatte forlade dig for min Sjæls Saligheds Skyld, var min Aand formørket af Overtro. Da jeg mente at kunne bedrage dig til dit eget Bedste, var jeg selv bedraget af din forstaaende Kjærlighed. Da jeg troede, du var en Kjætterske, var din Tro den reneste, den høieste … Ak — kan du ogsaa høre hvad jeg siger?
