III
I stedet for at følge sin Madmoders Anvisning og skynde sig ud den Vei han var kommen, træder Konrad, saasnart han befinder sig alene med den unge Pige, tæt hen til hende og siger med dæmpet indtrængende Stemme: —
— Vi maa faa dette hindret, Frøken Gertrud! Naadigfruen maa ikke gaa ned i Byen med disse Ting til de Syge.
— Jeg ønsker selv intet heller end at hun vilde lade det Forsæt fare. Men der er intet Haab om det. Min Frænke er overbevist om, at Soten ikke kan faa Hold i hende, fordi hun ikke frygter den. Med mig er det en anden Sag; derfor vil hun ikke have mig med, skjøndt jeg tilbød at gaa.
— Det er ikke Smitten, jeg tænker paa. Der er det, som er værre, gaar i Svang dernede,
— Værre? Min Gud og Frelser! Hvad kan da være en værre Trusel dernede i Byen end Farsoten, om det ogsaa ikke er den sorte Død?
— Forvildede overtroiske Mennesker i deres Angst, og onde Mennesker i deres Had — det er hvad jeg kalder værre end Farsot og end den sorte Død selv, naadig Frøken. Den første Slags er der fuldt af dernede, og hvis Stephen Kromand ikke er et godt Exempel paa den
