21
sidste, saa kan jeg blot sige, at jeg ikke har noget Begjær efter at lære et bedre at kjende.
— Er han i Færd med at sætte Ondt for os? Han ser stygt ud af Øinene, naar man en Gang kommer forbi, trods det at han smiler saa sødt som Sirup og bukker sig saa krum, som om han vilde rulle hen ad Veien. Jeg vilde ønske, han ikke havde faaet Lov til at drive det Gjæstgiveri, ovenikjøbet lige ved Broen, saa jeg hver Dag Gud lader Solen skinne ser hans forgyldte Skilt blinke dernede i Vandet, og jeg synes altid det er ligesom en Trusel, saadan som naar En har det onde Øie, og det gjør Renata ogsaa, for hun sagde endnu igaar til mig: blot det Skilt i alt Fald ikke hang saadan, at det speilede sig i Vandet!
— Jeg vilde hjertelig ønske at hverken hans forgyldte Skilt eller hans runde Fjæs, der snarere er lig en Kobberkjedel, var saa nær, at de kunde gjøre det. Og jeg sagde det ogsaa den Gang, mer end een Gang sagde jeg til Naadigfruen, at det var feil at give ham Lov til at nedsætte sig dèr.
— Jeg veed det nok, men Renata mente, at det var at misbruge sin Herskabsret, naar hun forbød ham det; det var allerede haardt for ham at blive jaget af Gaarde — —
— Haardt for ham! efter alt hans Bedrag og Tyvagtighed. Han skulde være bleven jaget med Hundepidsken og det saa langt af Led, at han aldrig vovede sig nær nok til at se Vindfløiet af Taarnet her. Men sket er sket, og galt var det og Ulykke vil der komme deraf, hvis vi ikke ser os for.
— Men i alle Helgenes Navn, hvad Ondt kan han da volde os?
