Side:Guds Venner.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

24

saa kan volde for Ildebrand? Ja, ja, det er onde Tider vi leve i, saadanne som da den første Menighed var paa Jorden, given i Hedningenes Vold, som ikke var værre end hvad der nu kalder sig Christi Kirke og dens Statholder og Tjenere. Har Nogen først Ord for at kunne mere end sit Fadervor, og Gud veed, vor kjære Frue har baade god og from Grund til saadant Skudsmaal, om end ikke paa den Vis Folk mener det: — ja saa er der ikke langt tilbage til Baal og Brand. Nei, vi maa holde hende fra Byen, det er det vi først og fremmest maa.

— Ja men hvad skal vi dog sige, for at faa hende til at opgive sit Forsæt?

— Gud velsigne Naadigfrøknen, troer I, jeg har gjort noget Andet, lige siden jeg gik over Broen dernede end pint og plaget mit Smule Hoved, og ikke Andet er der kommet ud af det end Pandesved. Min eneste Trøst var just, at Naadigfrøkenen, med Forlov at sige, har ligesaa meget Vid i sin Øreflip som saadan en Karl som jeg har i hele sin Krop …

Den unge Pige synes ikke helt uimodtagelig for denne Tillidserklæring. Hun bøier sig frem med Hagen støttet i sin Haand og rynker Panden i raadløs Grublen; medens tvertimod det Stykke brun Pandehud, som er synligt mellem Mandens næsten sammenvoxede Bryn og den tætte Haarkappe, glatter sig en Kjende ud under det beroligende Indtryk af det forjættende Tankearbeide, der øiensynlig er i Værk lige under hans Blik.