Side:Guds Venner.djvu/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

30

hvad han har foresat sig som sin Embedspligt; som da ogsaa hans fromme Gemyt overalt føler sig i den Høiestes Varetægt, hvis Villie ske! Amen!

— Amen! brummer Konrad og hvisker de to Kvindestemmer.

— Og naar kan vi vente Æren af Bispens Besøg?

— Meget snart … desværre, maa jeg paa en Maade tilføie, for saa vidt som det er mig saare pinligt, ikke at kunne give Eder det længere Varsel, som hans Høiærværdighed meget vel veed, at en Borgfrue skatter og ogsaa har Krav paa. Denne usømmelige Hastfærdighed, som jeg meget beder undskylde, er foraarsaget af et Vanheld, som jeg alt har hentydet til. Allerede flere Mil herfra styrtede jeg med min Hest, som derved blev lam og kun i saare langsom Gangart kunde bære mig til Eders By, hvor jeg stillede den ind i Gjæstgivergaarden "Det forgyldte Oxehoved", der gjorde Indtryk af at ville indfri sit Skilts Løfte om "god Forpleining for Mand og Bæst," hvis man kan dømme efter den forekommende og meddelsomme Vært —

— Saa kan jeg kun ønske Eder, at jer Hest maa faa mere Havre for Pengene, end mine have faaet det. Manden er barnefødt her paa Gaarden og forvaltede Landbruget, men jeg maatte jage ham bort for Underslæb.

— Virkelig? Min naadige Frue maa bære over med en Bogorm og Pennesnider, om han ikke just glimrer som Menneskekjender; det faar yderligere tjene til min Undskyldning, at Manden da ellers talte med synderlig Respekt og Hengivenhed om Herskabet.

En sælsom Grynten synes at udgaa fra Støtten ved Dørposten.

— Hvis han mener det, saa er han en bedre Christen,