Spring til indhold

Side:Guds Venner.djvu/50

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

VI

Paa den Side, der vender bort fra Flod og By har Langensteiner Borgen sin Trægaard og Urtehave.

Lunt ligger den dér paa Skraaningen, ryglænet til Muren, paa hvis Flade Aprikoser og Druer modnes og ved hvis Fod Græskarrene svulme. En Hulvei sætter Skjel mellem den og Granskoven, som atter stiger op ad Bjerget, høit nok til at yde velkomment Læ og jevnt nok til ikke at kaste ufrugtbar Skygge.

Hele Formiddagen og langt ud paa Eftermiddagen hviler Solen paa denne begunstigede Plet, hvor Frugttræernes Kronenet breder et dunkelgrønt, gyldenspættet Skyggetæppe over det frodige Græs.

Borgfruen og hendes unge Frænke have tilbragt et Par Timer med at plukke Ærter og baaret Kurvene ind i et Tremmelysthus, hvor allerede et Par store Lerskaale staa rede paa det simple Bræddebord. Men til Bælgningen behøver Renata ingen Hjælp. Hun sender Gertrud op at tilse Arbeiderne i Stegers og Fadebur, Mælkekjælder og Bryggers.

Hun trænger til at være ene.

Altfor meget er stormet ind paa hende i Løbet af den foregaaende Aften. Skjøndt Natten mindre har været helliget Søvnen, end sundt var, og Tankerne Time efter Time have haft hendes Sind til uforstyrret Tumleplads, længes