Side:Guds Venner.djvu/49

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

41

havde forestillet sig dem — til Gjengjæld saa meget udtryksfuldere. Intet Under, at hun har haft grumme liden Opmærksomhed tilovers for hvad Biskop Ottomar har sagt — skjøndt det nu forekommer hende, at hun dunkelt mindes Noget om en Kjøbmand, hvem Bispen havde truffet et eller andet Steds.

— Vist saa … Kjøbmanden — ja, hvad skulde jeg synes om ham?

— Var der Intet, som var dig paafaldende? Denne Kjøbmand med den lifligste Røst, som Bispen mindedes at have hørt; som var vel bevandret i theologiske Spørgsmaal; som havde været ikke blot i det Vælske men i det fjerne Ungarland —

— Renata, — mener du —?

— Som havde grundigt Kjendskab til Bygningskunst — navnlig den kirkelige — —

— Alle Helgen! … Skulde det være — —

Borgfruens Haand lægger sig blødt men fast over den unge Piges Læber.

— Jeg tænker, at vi have faaet det Nyt at høre, som vi vare saa ængstelige efter. Og jeg tvivler om, at Kjøbmanden vil holde sit Høflighedsløfte og besøge Borg Langenstein, mens Hns. Høiærværdighed opholder sig her.