47
jeg frygter for at han har saare heftige Troesanfægtelser at bestaa og skjuler det for os."
— Troesanfægtelser — ja, man kan vel kalde det saaledes. Men det var ikke Tvivlsmaal, det dreiede sig om, som hos saa Mange, der frygte, at de ikke have den rette Tro, eller tage Forargelse i deres formastelige Fornuft, fordi den ikke kan gjennemtrænge Kirkelærens dybe Mysterier, saasom det høihellige Treenighedsdogme eller den uudgrundelige Kontrovers mellem den menneskelige Frihed og Guds Almagt — ikke af den Art var den Splid, der kløvede min Sjæl. Jeg kan vel sige med den hellige Apostel, at jeg havde taget Fornuften fangen under Troens Lydighed … Min Anfægtelse var den, at det stedse blev mig klarere … med et frygteligt, Hjerte og Nyrer ransagende guddommeligt Lys gjordes det mig klart, at jeg maatte forsage Eder, min trolovede Brud, som jeg havde elsket, saa længe mit Hjerte vidste af at det var til.
De flittige Fingre, der ere saa trolig i Lag med det husholderiske Arbeide, som gjaldt det Livet at en Ret Sukkerærter bliver færdig i rette Tid, ryste maaske en Kjende men standse ikke et Øieblik deres Virksomhed: Bælgene springe under dem med regelmæssige Smaasmæld, og de grønne Perler trille radvis ned i Lerskaalen, der hviler i hendes Skjød.
— Det var det Kors, som jeg syndige Sjæl mente maatte være fuldt saa tungt som det, der tyngede min Herre og Frelser i Knæ.
— I følte Eders Kald til Kirkens Tjeneste saa stærkt og bydende, lyder det lavmælt, halvt som en Forklaring, halvt som et Spørgsmaal.
Men Bispen ryster paa Hovedet.
