48
— Det kom først senere … og heller ikke just som et Kald … Nei, men Eders brave Fader havde Ret, naar han sagde, at jeg havde taget Arv efter min Farfar. Og det var ligesom mer end en Blodarv. Hans Historie var synderlig og sælsom og turde være Eder ukjendt; for vel var Eders Farfar, paa hvis Knæ I saa tidt har siddet, hans gode Vaabenfælle og Medvider i Alt og har fortalt jer mangt og meget om hvad de oplevede, da de kjæmpede Side om Side for den hellige Grav; men jeg kan tænke at man har skaanet eders jomfruelige Øre for dette … For det var en saracenisk Mø, en saare faur Kvinde — om hende har I vel hørt, for Eders Farfar reddede hende af Ildsvaade, og af Taknemlighed skjænkede hun ham den kostelige Krystalflaske, fyldt med en Essens af Arabiens Urter, som kan stille al Smerte … I har den forvist endnu i Eders Eie.
— Jeg har den, og jeg har hørt det om hende, men Intet mer.
— Ja, der var en anden Ildsvaade, den hun selv voldte og omkom i. For min Farfar han syndede med hende — med den hedenske Kvinde — dobbelt og tredobbelt Synd, for han havde Viv og Barn hjemme. Hendes Frænder — hun var af høi Byrd — lod hende tage af Dage, og siden da var han ikke længer den Mand, han havde været. Men da saa den Stad Akka gik tabt til de Vantro, just hundred Aar efter at Korsets Riddere havde vundet den med deres Sværd, og vi maatte opgive den sidste Fodbred af det hellige Land, da blev det mer og mer hans Tro, at dette skete til Straf for Korsfarernes Synder, og at han selv var den største Synder af dem alle, ja, at han var Skyld i at den hellige Grav for stedse gik tabt. "Som Judas har jeg forraadt min Frelser med et Kys," udbrød
