56
Han hæver Blikket og ser over paa hende, ventende et Ord, et bekræftende Tegn — blot en Bøining af Hovedet eller Sligt. Men der kommer Intet. Hans flittige Værtinde og stumme Tilhørerske — (næsten mere det første end det sidste, kunde det synes) — ombytter den fulde Lerskaal med en tom, i hvilken Ærterne strax begynde at falde med en kold, tør Klang.
— Fastelavnstiden i Regensborg med sin uafbrudte Række af Festligheder, sine Gøgleoptog og Mummespil kom mit Forehavende i høi Grad til Gode, og endnu bedre hjalp mig den overmodige og yppige Adelgunde von Feuchtwangen. Ved hende var der Lidet eller Intet at fordærve, og uden Skrupler kunde jeg spille hendes forelskede og bedaarede Slave; som hun da paa sin Side fandt sig paa Lykkens Top ved at kunne lænke til sin Triumfvogn den, der rettelig tilhørte en Frænke, hvis ædle Skjønhed og tækkelige Ynde hun fuldtvel vidste lod hendes egne til Skue stillede Yndigheder synes som et Bed af spraglede Giftblomster ved Siden af en fager Rosenbusk. Naar hun blussende af overgiven Livsenslyst og beruset af Forfængelighed endnu mer end af Vin spøgede med mig og vi omkap sendte spodske Blikke til Eder, hvor I sad bleg og tavs i en ensom Krog, som vi dandsede forbi: — saa thronede der vel en dæmonisk Glæde i hendes Hjerte, men hvad der rasede i mit, ja kunde jeg saa sandt skildre det i Ord, da maatte jeg vel have Ovidii og Virgilii og endnu andre store hedenske Poeters Gaver.
— Hvilket udsøgt Stykke jomfruelig Enfoldighed jeg maa have været for at tage alt det for gode Varer og saaledes lade mig føre bag Lyset! En Trøst er det da at mindes, at jeg ingenlunde blev siddende i hin ensomme
