57
Krog men snart lærte at træde Dandsen ved Andres Haand og give Eder og Eders Dame Blik for Blik.
Bisp Ottomar ser forundret paa hende. Det er neppe det Indtryk, han havde ventet sig af sit begyndende Skriftemaal. Tonen skurrer ham saa sært i Samklangen, at det tager ham en liden Frist at finde sin egen igjen.
— I gjorde saa, og det var godt saaledes. Men deri feiler I storlig, at I taler om Enfoldighed. Thi hvorledes skulde I undgaa at fæste Lid til hvad I saa aabenbarlig saae for Eders Øine? Aldrig har nogen Histrion, der tragerede i et Mysterium, øvet sit Ansigt ihærdigere foran Speilet, at det maatte tilegne sig en Judas' Træk og Miner, end jeg i hine Dage ved Flid og Studium oplærte mit Aasyn til at lægge sig i de rette Skalkefolder. Og hvor stride mine Taarer saa flød, naar jeg var i mit Lønkammer, saa trøster jeg dog paa, at fræk Skjæmt og hjerteløs Lystighed var baade i Øie og paa Læber, hvorsomhelst jeg færdedes udendørs blandt den morosyge Hob, og allerhelst hvor I kunde se mig.
— Og da tilsidst den gode Hugo opkastede sig til min Ridder og for at hevne den mig voldte Spot og Spe meget imod mit Ønske kastede Eder sin Handske for Fode i Alles Paasyn, og I saa pludselig og i Dulgsmaal forlod vor lystige Stad: — da skete det, kan jeg tænke, heller ikke, fordi det skortede Eder paa Mod til at møde ham i Tvekamp?
En dyb, harmfuld Rødme stiger op i Tindingerne paa Ottomar. Han ler haardt og kort.
— Lidet kan det undre mig, at I som alle Andre gav min Flugt fra Regensborg den Udlægning. Hvor kunde det ogsaa, da jeg selv jo ikke ønskede Andet? For hvis jeg havde haft Fatum selv til Medhjelper, at den skulde
